I torsdags blev liget af en mand fundet i et hus i Bursø lidt uden for Maribo på Lolland.
Afdøde havde ligget død omkring en måned, før han blev fundet. Det oplyser vicepolitiinspektør ved Nakskov Politi, Søren Vægter, til Newspaq.
Det var naboen til afdøde, der blev mistænkelig over ikke at have set manden i lang tid.
"Han havde ikke set den pågældende i en måneds tid. Og det var han selvfølgelig bekymret over. Han ville ikke selv gå over at kigge," siger Søren Vægter.
Politiet formoder, at det er husets beboer, en 58-årige mand, der boede alene. Men liget har antageligt ligget op mod en måned i huset og var ikke umiddelbart til at identificere ved hjælp af fotos.
Derfor har det endnu ikke været muligt at kunne identificere liget, der er sendt til obduktion på Retsmedicisnk Institut.
Også mandens hund er død. Den blev fundet liggende på gårdspladsen.