En af Danmarks vel nok mest omtalte mordgåder, dobbeltmordet på Peter Bangs Vej i 1948, får nu en ny version i bogen Den sidste aktion , der netop er udkommet.
Det er det omstridte forfatterpar Ole Hans Jensen og Britt Bartenbach, som står bag bogen. Bogens helt store afsløring er, at dobbeltmordet aldrig fandt sted.
Forfatterne er både af historikere og flere dokumentarforfattere tidligere blevet betegnet som sludrehoveder, løgnagtige og direkte historieforfalskere. De seneste år har der dog været en tendens til, at den danske presse har forbigået parrets forfatterskab i tavshed.
Men kritikken har ikke formået at fjerne modet fra Ole Hans Jensen og Britt Bartenbach.
Forfatternes historie er, at Vilhelm og Inger Margrethe Jacobsen ikke blev myrdet på Peter Bangsvej, men måtte flygte fra Danmark, fordi de var kontraspioner, og at politiet hjalp til.
»Vilhelm og Inger Margrethe Jacobsen døde slet ikke. Det er en stor løgn, politiet og myndighederne har forsøgt at binde hele Danmarks befolkning på ærmet,« siger Ole Hans Jensen.
»I virkeligheden var parret et topprofessionelt kontraspion-par, der arbejdede for både det sovjettiske NKVD, KGB, den polsk-engelske efterretningstjeneste, MI6 og flere andre. Derfor var de nødt til at flygte til Argentina, da tidligere SS-folk, der nu efter krigen var grupperet som Varulvene , ville forsøge at dræbe dem,« fastslår Ole Hans Jensen.
Frihedskæmper
Ole Hans Jensen mener også at kunne dokumentere, at parret har arbejdet for en af den danske offentlighed hidtil ukendt efterretningstjeneste for Kongehuset, kaldet Rex . Vilhelm og Inger Margrethe Jacobsen skulle også have tilhørt den fine polske adelsslægt Radzivil, og det var endnu en grund til, at politiet ville beskytte dem.
Forfatterparrets dokumentation hviler sig delvist – og måske en smule usædvanligt for dokumentarbøger – på clairvoyante kilder, men også eksisterende og nu afdøde kilder fra krigens tid.
En af hovedkilderne er Frode Bay Madsen, som ifølge forfatterparret er ophavsmand til afsløringen om, at dobbeltmordet aldrig fandt sted.
Frode Bay Madsen er ifølge Ole Hans Jensen og Britt Bartenbach en af de danske modstandsmænd, der har oplevet mest under krigen og deltaget i flest aktiviteter. Han skulle blandt andet have sprængt et tysk skib ved navn M/S Pufedorf ved Nordjyllands kyst.
Denne historie har Nordjyske Stiftstidende dog afkræftet. Der er nemlig ingen kilder i nogen danske arkiver, der kan bekræfte hverken eksistensen af sådan et tysk skib eller sabotagehandlingen for den sags skyld. Avisen kan heller ikke finde frem til, at Frode Bay Madsen, som dog eksisterer, men nu under navnet Frode Bay Skovbirk, nogensinde skulle have været frihedskæmper.
»Men det er jo netop derfor, det er en afsløring, vi taler om. Vi har billeder med Frode Bay Madsen, hvor han optræder som frihedskæmper med Østervrå-gruppen,« siger Ole Hans Jensen.
Hemmelig kilde
En anden hovedkilde er ægteparret Jacobsens datter, Helle Scheel Jacobsen, som de dog aldrig har mødt. Hun er nu – ifølge forfatterparret – sikkerhedschef i Det Hvide Hus i Washington, men det er der ingen, der kender til, for en sådan stilling er jo i sin natur ret hemmelig, er forklaringen.
Andre historikere og forfattere har hidtil hævdet, at det dræbte ægtepar var barnløst, men den tror Ole Hans Jensen og Britt Bartenbach altså ikke på.