'Potentielt farlige og usædvanlige vejrforhold forventes. Vær meget opmærksom og hold Dem orienteret om vejrforholdene.'
Sådan skriver DMI på sin hjemmeside om vejret i Danmark i det kommende døgn. Advarslen gælder en snestorm, der i det kommende døgn har planer om at hærge i hele landet undtagen på Bornholm.
Og hvis vejrprofeternes forudsigelser holder stik, bliver det en voldsom omgang i morgen. DMI har et uvejrsvarslingssystem med en skala på fire trin. Her er niveauet for den ventede snestorm angivet til tre, og det er altså, hvad der kaldes potentielt farligt. Snestormen ventes visse steder at have samme styrke som det hårdeste, vi har prøvet indtil videre denne vinter.
"Snestormen begynder i morgen tidlig i Vestjylland og bevæger sig så i løbet af dagen tværs over landet," fortæller metrolog hos DMI, Thyge Rasmussen, til Newspaq.
Især landområderne og småbyerne bliver ramt, og her kan trafikken gå helt i stå.
"Det er ikke utænkeligt, at politiet i løbet af dagen vil fraråde alle udkørsler lokalt, så det skal man selvfølgelig tænke over fra morgenstunden, inden man sætter sig i bilen. For det kan være, at man ikke kan komme hjem igen," siger Thyge Rasmussen.
Så har man afspadsering til gode eller en smule ferie på kontoen endnu, gælder det om at varsle arbejdsgiveren hurtigst muligt.
"Man kan sagtens give sig selv snefri i morgen med god samvittighed," slutter Thyge Rasmussen til Newspaq.