Det er slut med hård frost og snedynger, der bliver liggende i ugevis. Sådan lyder den usædvanligt langsigtede melding fra DMI til bt.dk.
"Det er slut med den hårde frost, og der er ikke udsigt til, at den hårde vinter vender tilbage den næste måneds tid", siger energi- og erhvervsmeteorolog Jesper Rasmussen fra DMI til hjemmesiden.
Det betyder dog ikke, at DMI allerede nu vil sige, at forårets første solstrejf er lige om hjørnet. Meteorolog Jesper Rasmussen forventer, at temperaturerne den næste måned vil ligge på normalniveauet for årstiden, hvilket vil sige, at de formentlig ikke kommer under frysepunktet.
Skulle det alligevel ske, at termometeret kryber under nulpunktet, og skulle et snevejr snige sig ind i starten af februar, vil det hvide tæppe dog ikke blive liggende i lang tid, lyder det fra DMI's meteorolog.
"Det kan godt være, at der kommer et voldsomt snevejr i starten af februar, men jeg kan sige, at der ikke kommer en lang periode med hård kulde som den vi så i december," siger Jesper Rasmussen.
Kilde: bt.dk