Flere danske divisionsklubber kan blive smidt væk fra deres foretrukne bane efter sommerferien.
DBU vil stramme op, så alle baner i Superligaen, 1.- og 2. Division opfylder UEFA-kravene om, at en fodboldbane minimum skal være 105 meter lang og 68 meter bred.
"Vi prøver, at gøre kravene strammere, og det betyder, at klubberne i yderste konsekvens skal flytte stadion, hvis de ikke kan efterkomme kravene," siger Troels Juhl Jensen, sekretær i DBU's stadionudvalg.
De strammere krav risikerer at ramme hårdt i divisionsklubberne FC Svendborg og FC Fyn, hvor banerne ikke på nuværende tidspunkt lever op til målene.
Hidtil har klubberne spillet på dispensation, men efter sommerferien kan de blive smidt væk fra deres respektive hjemmebaner på Høje Bøge Stadion i Svendborg og Odense Atletik Stadion.
"Vores plan er at søge dispensation igen, så vi kan fortsætte med at spille på Høje Bøge Stadion. Alternativt må vi spille på vores træningsanlæg på Hellegårdsvej, men vi vil klart foretrække Høje Bøge, da det er et smukt stadion, hvor vi har spillet divisionsfodbold i mange år," siger formand for SfB Elite Adam Ringsby-Brandt til Newspaq.
Kravene kan også risikere at ramme oprykkerne fra de tre danmarksserier. Når oprykkerne efter sommer skal spille i 2. division, skal deres baner også leve op til UEFA-målene, og det giver problemer hos Boldklubben Marienlyst, som ligner den sikreste oprykker fra de tre serier.
"Vores bane er ikke stor nok, så vi har den udfordring, hvis vi rykker op, at vi skal have lavet en ny bane, som opfylder kravene," fortæller klubbens administrerende direktør, Jens Gantriis.
Også i andre "oprykningstruede" danmarksserieklubber skal de i gang med at ændre deres førstebane, hvis avancementet bliver en realitet. Det gælder blandt andet i Aarup Boldklub, Avedøre IF, Odder IGF og Svebølle B&I.
DBU giver oprykkerne dispensation første år. Herefter skal klubberne have bragt deres baneforhold i orden, ellers bliver de tvunget til at flytte.
Unionen er i dialog med klubberne, som skal udfylde en ansøgning, der bliver bedømt af DBU's stadionudvalg, inden dispensationen gives af bestyrelsen.