Endnu en gang må administrerende direktør i vindmøllegiganten Vestas fortælle om massefyringer.
I dag har han på et pressemøde fortalt, at 2.335 medarbejdere i Vestas heraf 1.300 danske skal fyres. Det sker i en stor sparerunde, hvor Vestas skal finde besparelser for 1,1 milliarder kroner.
Men selvom Vestas under Ditlev Engels ledelse flere gange har massefyret, så vil direktøren ikke rydde sit kontor.
"Det er ikke det rigtige tidspunkt for mig at forlade virksomheden. Det vil være meget unaturligt for mig at forlade Vestas, når vi står over for udfordringer, som der er hårdt brug for at få løst," siger Ditlev Engel på et pressemødet på SAS Radisson Blu Hotel.
Vestas' tårnfabrik i Varde bliver lukket helt ned, men samtidig med at fabrikken ryddes, så fyldes flere kontorer på Vestas' hovedkontor i Aarhus.
Vindmøllegiganten skal nu gå fra at være to topdirektører til at blive seks.
Ditlev Engel ser lyst på fremtiden og understreger, at det ligesom giver sig selv, at han ikke er fortid i Vestas.
"Jeg er meget motiveret for, at Vestas kommer igennem dette her. Bestyrelsen har bedt mig om at løse den opgave. Havde bestyrelsen ikke gjort det, havde det jo ligesom givet sig selv," siger den administrerende direktør.
Direktøren skyder skylden for virksomhedens krise på verdensøkonomien, der gør det svært at tjene penge.