Herlev Hospital, der netop har været igennem en større fyringsrunde, skal have ny direktør.
Den nuværende hospitalsdirektør Helge J. Kjersem fratræder nemlig sin stilling med øjeblikkelig virkning, skriver hospitalet i en pressemeddelelse.
Stillingen som direktør på Herlev Hospital vil først blive permanent besat til nytår.
Frem til den 31. december i år vil stillingen blive varetaget af Søren Rohde, som udlånes fra sin nuværende stilling som hospitalsdirektør på Bispebjerg Hospital.
Mens Søren Rohde er udlånt, konstitueres vicedirektør Janne Elsborg i stillingen som hospitalsdirektør på Bispebjerg.
Allerede i eftermiddag mødes Søren Rohde med såvel MED-udvalget som lederne på Herlev Hospital.
I forbindelse med fyringsrunden på Herlev Hospital, der gik ud over 136 medarbejdere, udtrykte Helge J. Kjersem stor medfølelse med de fyrede.
"Det er ikke svært for mig at sætte mig ind i medarbejdernes skuffelse og vrede," sagde han og understregede, at hospitalet bl.a. måtte fyre, fordi det har opfyldt de nye behandlingsgarantier for kræftsygdomme.
"Og ikke mindst har vi forvandlet os til et dobbelt så stort akuthospital med døgnåbning af skadestue. En forceret forvandlingsproces har fundet sted inden for disse to år," sagde han.