Når chefen siger, at der ikke er penge til de planlagte lønforhøjelser, fordi krisen tager hårdt på firmaet. Eller når hun påstår, at det går forrygende, og du ikke skal frygte fyring. Så er der sandsynlighed for, at du får stukket en løgn på ærmet.
For alle chefer lyver, det er en del af deres job, siger professor Ole Thyssen fra Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på CBS.
"Det er både normalt og uundgåeligt, at chefer lyver og hykler. Ingen vil indrømme det, men alle gør det," siger han.
"Lederens opgave er ikke at fortælle sandheden, men omgå sandheden på en kreativ måde. Det kan være, når der er planer om omlægninger, nedskæringer eller lederen overvejer at flytte produktionen," forklarer han.
Chefer er selvoptagede
Ole Thyssen mener ikke, at det er et problem at lyve for sine ansatte.
”Det gælder om at motivere medarbejderne. Ledere skal sigte foran målet, som når man skyde efter lerduer. Man skal skabe et forskønnet billede af virkeligheden og så arbejde på at virkeliggøre det,” siger Ole Thyssen.
Læs også: Sådan afslører du chefens løgne
Der er både gode og dårlige løgne, mener den norske professor Arne Selvik. Han har skrevet bogen 'Omgivet af løgnere' - om ledelse og løgn.
”Hvis der er nedskæringer, eller man skal lukke en fabrik, så lyver lederne for at undgå, at der blive panik. Og det er helt i orden," siger Arne Selvik.
Professoren mener derimod, at chefer går for langt i deres løgne, hvis de lige fixer lidt på regnskaberne for at få firmaets økonomi til at tage sig bedre ud.
Arbejdslivet er ikke idyllisk, slår han fast. Og derfor trives løgn på arbejdspladserne.
”Mange chefer lyver, fordi de er under stort pres for at levere resultater. Og fordi de er selvoptagede og har brug for at vide at de er perfekte,” siger Arne Selvik.