Hvis du er vild med spareribs, ribbensteg og andet svinekød, så skal du vogte dig og dobbeltjekke, hvor du har købt dit kød.
Danish Crown trækker nu en lang række udskæringer af svinebryst tilbage.
"Kødet kan være solgt som blandt andet ribbensstege, svinebryst i skiver, spareribs, revelsben, kogeside, stegeside, pandeflæsk og flade ribben," lyder det fra Fødevarestyrelsen.
Hvis kødet ikke bliver varmet nok op, eller man putter kødsaften på andre madvarer, kan man få en salmonellainfektion.
"Symptomer er blandt andet diarré, kvalme, mavesmerter, feber og opkast," lyder advarslen.
Kødet har en engrospakkedato, der lyder på 05.10.2011, mens detailpakkedatoen er 06.10.2011 til 12.10.2011.
Kødet er solgt i en lang række SuperBest-butikker, nemlig på Østerbro i København, i Præstø, i Næstved og i St. Heddinge.
Det er også solgt i SuperBrugsen i Borgergade i det indre København og i Fredensborg i Nordsjælland.
Har man købt kød i Føtex, bør man også være ekstra opmærksom. Følgende butikker har nemlig solgt salmonella-kødet: Føtex i Hillerød, Vanløse, Helsingør, Lyngby Storcenter, Ringsted, Falkoner Allé på Frederiksberg, i Lautrupparken i Ballerup og i Herlev, Frederikssund og Nykøbing F.
Fødevarestyrelsen råder forbrugerne til at kassere kødet eller levere det tilbage til butikken, hvor det er købt. Også det, som man har frosset ned, og som nogle måske ville have brugt til en julefrokost.