Dansk Folkepartis Søren Krarup og Jesper Langballe glæder sig over, at Morten Messerschmidt atter er medlem af partiet.
Det fortalte de Nyhedsavisen på vej til et gruppemøde på Christiansborg.
- Vi glæder os over, at han er tilbage. Han er en hædersmand. Og Arne Ullums (B.T. s chefredaktør, red.) opførsel er dybt usympatisk, og jeg håber, at han får en ordentlig afklapsning i retssagen, siger Søren Krarup.
Jesper Langballe, der på vej ind til gruppemødet kom bærende på en bakke med Carls Special- øl og en salatboks, siger:
- Hvad siger du. Du fortæller mig noget, jeg ikke ved. Det er da fantastisk.
Også udenrigsordfører Søren Espersen udtrykte begejstring over at få den unge, tidligere EU-ordfører tilbage i partiet.
Messerschmidt selv har endnu ikke uddybet sin tilbagevenden til partiet, men siger til Radioavisen, at han er glad over beslutningen.