
Del på Facebook
JOURNALIST
Anne Burlund/NP
Journalist på Nyhedsbureauet Newspaq A/S
Blodtrykket er højt hos Dansk Folkeparti. Partiet raser over, at Muslimernes Fællesråd har ansøgt Københavns kommune om at få oprettet et kønsopdelt muslimsk plejehjem i København.
Hos SF tager man det mere roligt. Ligestillingsordfører Kamal Qureshi er skeptisk over for kønsopdeling på plejehjemmene, men er ikke som sådan imod oprettelsen af muslimske plejehjem.
"Der er muligvis et behov for særlige muslimske plejehjem, ligesom der allerede findes jødiske plejehjem. Ældre, der har rødder i og er vokset op i muslimske lande, kan have et behov for et fællesskab med andre ældre med samme baggrund," siger han til Nyhedsbureauet Newspaq.
Dansk Folkeparti er stærkt kritisk over for, hvad partiet kalder indførelse af "muslimske særregler" i det danske samfund.
"Senest havde vi eksemplet på Holbergskolen, hvor man vil have forældremøder kun for kvinder. Og nu skal vi så også til at lave kønsopdeling på vores plejehjem. Hvor ender vi henne?" skriver Pia Adelsteen, der er ligestillingsordfører i DF, i en pressemeddelelse.
Plejehjemmet skal grangiveligt have kønsopdelt pleje, så mænd kun kan plejes af mandlige ansatte, kvinder kun af kvindelige ansatte, ligesom gymnastik og genoptræning skal være kønsopdelt. Og det vil ifølge DF stikke en kæp i hjulet for en vellykket integration.
"Det hænger på ingen måde sammen med danske traditioner og dansk kultur, at man kun vil passes af mænd eller kvinder, eller at man adskiller ægtefæller, fordi de skal flytte på plejehjem," skriver Pia Adelsteen.
Ifølge DF er det helt uacceptabelt, at der bliver stillet krav om, hvad partiet kalder "middelalderlige tilstande" på et dansk plejehjem.
Kamal Qureshi er ikke overbevist om, at behovet for særlige muslimske plejehjem er til stede i dag, men er tryg ved, at det er noget Københavns kommune kan vurdere og tage stilling til.
"Dansk Folkeparti har en mellemøstlig tilgang til problematikken. De går ind for et forbudstyranni og ønsker kun at problematisere og grave grøfter," siger Kamal Qureshi til Newspaq.
Pia Adelsteen vil nu bede socialministeren, Benedikte Kjær (K), og ligestillingsministeren, Lykke Friis (V), svare på, om de finder det forsvarligt, at man skal have et plejehjem, hvor både beboere og personale skal være adskilt efter køn.
NYHEDSBREV
Interesserer du dig for nyheder om job og arbejdsliv, så prøv Avisen.dk's nyhedsbrev!
Du kan naturligvis altid framelde dig igen, og vi deler ikke din mail med andre.
Læs vores
forretningsbetingelser.