Regeringen skal langt mere offensivt bekæmpe ’de røde lejesvende’ i Danmarks Radio.
Det foreslår medlemmer af Dansk Folkeparti i et brev sendt til statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og tre andre VK-ministre 19. december 2006, som Nyhedsavisen er kommet i besiddelse af.
»Vi finder, at regeringen langt mere tydeligt må imødegå DR’s politiserende virksomhed,« står der blandt andet i brevet, som er underskrevet af DF’s EU-ordfører Morten Messerschmidt og medlem af Europa-Parlamentet Mogens Camre (DF).
I brevet opremses en række eksempler som ifølge de to viser, at DR »åbenlyst modarbejder regeringen«.
Blandt andet hæfter partiet sig ved DR’s dækning af efterårets pædagogstrejker og en intern mail fra en redaktionschef på DR, der giver udtryk for glæde over fyringen af familieminister Lars Barfoed (K).
Hos Socialdemokraterne og De Radikale frygter man, at Dansk Folkeparti vil påvirke regeringen til at gribe ind i DR’s uafhængighed.
»Det er så langt ude, at det er fristende at slå det hen som endnu et latterligt mediestunt fra Messerschmidt og Camre, når de foreslår at undergrave DR’s afhængighed og pressefrihed. Men jeg frygter, at der opstår en form for selvcensur i DR, fordi der hviler et så markant politisk pres fra regeringens ministre og Dansk Folkeparti,« siger medlem af kulturudvalget Jytte Andersen (S)
Morten Messerschmidt, der tidligere har stiftet en forening for kritiske licensbetalere, erkender, at formålet er at få regeringen til at stække DR’s uafhængighed.
»Det er selvfølgelig altid uheldigt, når politikere intervenerer i et medie, men det er helt nødvendigt med et indgreb i DR’s uafhængighed, fordi vi har en offentligt finansieret virksomhed, som er så venstreorienteret, at man lige så godt kunne have læst op af SF’s partiprogram,« siger Morten Messerschmidt.
Han foreslår, at DR’s medarbejdere og ledelse skal have en fyreseddel, hvis de bevidst producerer »rød journalistik«.
»Regeringen må gøre det helt klart for DR, at hvis man fortsætter med at gå venstrefløjens ærinde, så vil det ganske enkelt betyde afskedigelser både i ledelsen og blandt journalisterne,« siger han.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra statsminister Anders Fogh Rasmussen, men Venstres politiske ordfører Troels Lund Poulsen afviser, at regeringen vil henvende sig til DR i sagen.