Folkeskolerne skal sætte større fokus på, at få børn og unge til at røre sig, så snart der er mulighed for det.
Ifølge Dansk Folkepartis uddannelsesordfører, Martin Henriksen, skal man ikke lade sig nøje med idrætstimer men tænke i, hvordan hele skoledagen kan blive mere bevægelig.
"Når foråret kommer, er det en oplagt mulighed for at få de unge mennesker ud at røre sig lidt. Vi foreslår for eksempel konkurrencer, hvor skoler i nærområdet dyster på forskellige måder, og vi ser gerne, at frikvarteret holdes i gården," siger han til Newspaq.
Hvis boldspil og motion fylder mere i elevers bevidsthed, vil det have en afsmittende virkning udenfor skoletiden, mener Martin Henriksen.
"Man skal gøre det så spændende og attraktivt at røre sig, at det til sidst kommer af sig selv," siger han.
Martin Henriksen vil snarest tage kontakt til undervisningsminister Bertel Haarder (V) for at sparke liv i debatten.