Forleden afslørede svensk tv, at danske dyner indeholder fjer, der er plukket af levende gæs. Fjerene kommer fra leverandører i Ungarn, der plukker fjerpragten af gæssene, mens de stadig lever - og dermed kan levere flere omgange af friske dun.
Tragisk, mener Dansk Folkeparti, der nu vil have justitsministeren til at forbyde import af dynerne.
"Jeg forventer, at ministeren tager denne her sag alvorligt, og vi har desuden taget sagen op i Europaparlamentet. Det er yderst vigtigt, at vi får stoppet torturen mod de levende gæs," siger Marlene Harpsøe, der er dyrevelfærdsordfører for Dansk Folkeparti til Newspaq.
Det er blandt andet den danske dyneproducent Dykon, der laver de gåsedunsdyner, der forhandles i bl.a. Jysk, Hemtex og Dan-Bo Møbler. Desuden leverer de hovedpuder til både det svenske og danske kongehus.
Men i EU er det forbudt at plukke fugle levende.
"Selvom der er forbud mod at plukke fugle levende, så bliver det alligevel gjort, og det bliver brugt til at putte i danske dyner. Det er dybt foruroligende," siger Marlene Harpsøe.
Et forbud mod dyner fra ungaske leverandører er den bedste løsning, mener hun.
"Vi vil ikke finde os i, at dyr skal lide under den slags tortur, og i DF synes vi, at regeringen skal sætte ind med et forbud mod at importere dyner og lignende, fra ungarske leverandører, for vi kan se, at netop ungarske leverandører har et problem med dyreetik," siger Marlene Harpsøe.