Forhandlinger om regeringens 2020-plan går ind i sin afgørende fase. Men nu sætter Dansk Folkeparti foden ned.
Regeringens trofaste støtteparti vil ikke være med til at sætte et loft for udgifter i kommuner, regioner og staten på 27 procent af bruttonationalproduktet, skriver Berlingske.
"Vi siger nej til at gennemføre en budgetlov. Det skal vi ikke. Vi skal afvente og se, om de ting, der er sat i værk over for kommunerne, virker," siger DFs finansordfører, Kristian Thulesen Dahl til avisen.
Hos Venstre byder finansordfører Jacob Jensen meldingen velkommen, og byder op til forhandlinger.
"Vi vil stadigvæk se, om vi kan søge tilslutning også fra DF til en eller anden model, som gør, at vi kan styre de offentlige budgetter endnu bedre. Man skal så måske lade være med at holde fast i de 27 procent. Det er et pejlemærke, og i øvrigt er det ikke procenten, der er interessant. Det er det nominelle beløb," siger Jacob Jensen til avisen.
Formanden for Kommunernes Landsforening, Jan Trøjborg (S), glæder sig over meldingen fra støttepartiet. Han mener, at en ny budgetlov vil være en spændetrøje for kommunerne.
Den nye budgetlov kommer på tale, fordi kommunerne gang på gang overskrider budgettet. Regeringen vil derfor indføre rullende fireårige budgetlofter. Samtidig skal hammeren flade hårdere, hvis loftet ikke overholdes.
"Hvis man afviser budgetlovene, så bliver det mindre sandsynligt, at man kan overholde budgetterne," vurderer økonomiprofessor Michael Svarer fra Aarhus Universitet.
Kilde: b.dk