Dansk Folkeparti kræver, at den russiske ambassadør i Danmark forklarer, hvorfor russiske jagerfly nu i syv tilfælde har været tæt på danske luftrum, hvilket har aktiveret det danske forsvarsberedskab.
Senest 23. juli, hvor to russiske jægerbombere fløj over Østersøen nær Bornholm og blev mødt af to F-16 fly, der tog billeder af russerne.
Utilfreds med missilskjold
- Noget tyder på at russerne har et behov for at manifestere sig i forbindelse med den verserende uenighed om opstillingen af et missilskjold, men der er ingen grund til, at man fra russisk side skal forsøge at genoptage Den Kolde Krig, og de her barnagtige manøvrer vil vi simpelthen ikke være med til længere, siger Søren Espersen, udenrigsordfører i Dansk Folkeparti.
Han vil nu bede udenrigsminister Per Stig Møller (K) om at indkalde den russiske ambassadør til samtaler i Udenrigsministeriet.
Udløser alarm
- Det er absurd, at vi skal bruge millioner for at agere statister i russernes show. Derfor må udenrigsministeren tage den russiske ambassadør i skole og forklare, at det ikke er en måde at behandle en samarbejdspartner og god nabo. Den Kolde Krig sluttede for over 20 år siden, og russerne agerer som om den ikke er ovre endnu, mener Søren Espersen.
Når de russiske fly kommer tæt på dansk luftrum, udløser de Flyvevåbnets afvisningsberedskab, hvilket koster mange penge.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra ministeren.
Fakta om missilskjoldet
National Missile Defense (NMD) er et raketforsvarssystem, som Clinton-regeringen udviklede for at beskytte USA mod fjendtlige atomraketter.
Opsendelse af en fjendtlig raket observeres af alarmsatellitter, der befinder sig i rummet og står i forbindelse med fem radaranlæg, heriblandt Thule i Grønland.
Anlæggene skal spore de fjendtlige raketter og guide amerikanske forsvarsraketter mod den fjendtlige raket.