Der er forskel på folks hovedbeklædning.
Selv om Dansk Folkepartis Søren Espersen vil have forbudt, at talere i Folketinget bærer tørklæder og de relativt sjældne klaphatte og nissehuer, så vil den jødiske kalot til gengæld være helt i orden.
»Jeg vil ikke gå med til at forbyde den jødiske kalot på talerstolen. Den er ikke et symbol på undertrykkelse. Men hvis det ender med, at den skal forbydes, fordi det ellers ville være diskrimination, er jeg sikker på, at en jøde vil tage den af, når han går på talerstolen,« siger Søren Espersen, DFs medlem af Folketingets præsidium.
Formanden for præsidiet Thor Pedersen vil i morgen modtage et brev fra Enhedslisten, som beder ham bekræfte, at tørklæder er tilladt på talerstolen.
Enhedslistens Asmaa Abdol-Hamid kan blive indkaldt som suppleant for Johanne Schmidt-Nielsen, og det har fået DF til at kræve tørklædeforbud. Tørklædets ejer tager dog sagen roligt.
»Jeg vil forvalte mit mandat med fuld ansvarlighed. Jeg har fået det mandat af danskerne, og de bestemmer, hvem der skal stå på talerstolen, ikke Søren Espersen,« siger Asmaa Abdol-Hamid.
Præsidiet skal diskutere tørklædet i april måned.