I den seneste udgave af det Al-Qaeda baserede internetmagasin Inspire udsendes der direkte trusler mod Danmark.
Magasinet opfordrer radikaliserede islamister til at tage en kraftig firhjulstrækker, udstyre den med skarpe metalblade og så pløje gennem områder med mange fodgængere.
Det har fået Dansk Folkeparti til at reagere, og partiet kræver nu en redegørelse fra forsvarsminister, Gitte Lillelund Bech (V).
"I det sidste beredskabsforlig blev der lagt øget vægt på fuld-skala øvelser. Men det siger sig selv, at det er meget vanskeligt at forberede noget som helst, når der lægges op til så voldsforherligende terroraktioner som denne," siger Hans Kristian Skibby i en pressemeddelelse.
Hans Kristian Skibby vil, på baggrund af den nye trussel, anmode Gitte Lillelund Bech om en redegørelse for, hvordan det danske beredskab vil forberede sig på et så brutalt terrorangreb, som der trues med.
"Men alene det, at der udgives så hadefulde hjemmesider, er udtryk for en galskab, som vi ikke normalt støder på i Danmark. Det synes surrealistisk, at radikaliserede islamister her i den vestlige verden kan finde på sådanne aktioner," siger Hans Kristian Skibby.
Dansk Folkeparti udtalte tidligere på året, at terrorberedskabet skulle tages op til revision i den kommende finanslov.