Regeringens udspil til en ny SU-reform tages kun imod med halvåbne arme af Dansk Folkeparti. Regeringens støtteparti melder sig dog klar til forhandlinger og udelukker intet.
"Der er både gode og mindre gode elementer i regeringens udspil. Der er bestemt noget, hvor vi er meget positive, og så er der ting, hvor vi siger, at det er ikke Dansk Folkepartis politik," siger uddannelsesordfører Marlene Harpsøe.
Et af de elementer, som ikke klinger helt godt i uddannelsesordførerens ører, er afskaffelsen af SU til hjemmeboende studerende.
"Vi bryder os ikke om at kalde det cafépenge, for det er ikke alle unge, der bruger pengene til at gå på café og i byen. Der er mange, som har brug for de penge, og derfor siger vi, at det er ikke Dansk Folkepartis politik at skære den SU fra," siger uddannelsesordføreren.
Selvom det ikke er alt i udspillet, som giver regeringen klapsalver i støttepartiet, så vil Marlene Harpsøe ikke stille ultimative krav. Hun melder, at hun er klar til at forhandle og møde op med en indstilling til, at alt er til forhandling.
"Vi vil ikke som S og SF straks melde fra og bare smide armene over kors. Vi mener, at det mest ansvarlige er, at vi møder op til forhandlingerne med åbne arme, og selvom det ikke er alt i udspillet, der er vores politik, så er vi klar til at forhandle," siger Marlene Harpsøe.