Sagen om EU's indflydelse på den danske udlændingepolitik er måske nok ubehagelig for statsminister Anders Fogh Rasmussen (V). Men den kommer ikke til at koste regeringen livet.
Det slår Dansk Folkepartis gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl, fast.
- Vi vælter ikke regeringen. Vi har selv sat regeringen ind, lød det fra Thulesen Dahl, der sammen med blandt andre Anders Fogh Rasmussen og Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, deltog i en paneldebat om EU i Odense Congress Center lørdag.
Dansk Folkeparti har tidligere truet regeringen med ikke at ville stemme for finansloven, hvis ikke regeringen finder en løsning på den storpolitiske sag.