Dansk Folkeparti ender med stor sandsynlighed som den store vinder i den kommende finanslovsaftale. På partiets sommergruppemøde onsdag sagde Kristian Thulesen Dahl, at spørgsmålet om udlændingepolitikken og EF-domstolen skal løses, hvis Dansk Folkeparti skal forhandle finanslov med regeringen.
Partiet truer altså med at blive væk. Og det er snedigt, politisk spil, vurderer lektor i statskundskab på Syddansk Universitet Robert Klemmensen.
Fogh behøver DF
- Ved at true med at blive væk fra finanslovsforhandlingerne på grund af modstand mod EU, presser Dansk Folkeparti Anders Fogh Rasmussen maksimalt, fordi regeringen ikke har flertal uden DF og ingen at lave lov med, siger han til Avisen.dk.
Dansk Folkeparti bruger i høj grad truslen for at få, hvad det ønsker på sigt. For eksempel en højere ældrecheck på finansloven.
- På et tidspunkt vil Dansk Folkeparti komme på banen igen for at få indflydelse på forhandlingerne. Og da regeringen ikke kan undvære Dansk Folkeparti, vil den være villig til at forhandle om nogle af de ting, som Dansk Folkeparti vil have på finansloven, forklarer Robert Klemmensen.
Giver og tager
Til gengæld ville Dansk Folkeparti skulle give lidt efter i kravet om at komme mere ind over, når den danske EU-politik skal udformes i kølvandet på EF-Domstolens afgørelse om opholdstilladelser.
Men Pia Kjærsgaard og hendes partifæller sidder stadig med det længste strå i hele spørgsmålet om udlændingepolitikken, mener Robert Klemmensen.
- De sidder i en stærk position, som de udnytter maksimalt, godt og dygtigt. Politik drejer sig om at få mest mulig indflydelse i den position, som man sidder i, og det er partiet dygtigt til, siger han.
Hvis regeringen ikke gider Dansk Folkeparti mere, vil den nemlig skulle kigge mod Socialdemokraterne og De Radikale. Og det vil være et dybt problematisk – eller nærmere utænkeligt samarbejde.