Alle taler økonomi.
Men i løbet af valgkampen vil Dansk Folkeparti foreslå helt nye stramninger af udlændingepolitikken.
Det oplyser retsordfører Peter Skaarup, mens han og Pia Kjærsgaard deler valgflæsk ud til folk i centrum af København.
"Der kommer nye stramninger på udlændinge-området fra os i valgkampen. Noget som vi ikke tidligere har spillet ud," siger Peter Skaarup.
Han vil ikke komme nærmere ind på, hvad stramningerne helt præcist vil gå ud på. Men forslagene ligger klar i skuffen, og målet er at få værdidebatten på dagsordenen.
"Det nye udspil vil være et klart billede af, hvordan udlændingepolitikken ville se ud, hvis vi havde 90 mandater," siger Peter Skaarup.
Meldingen kommer mens den seneste skærpelse af grænsekontrollen stadig undersøges af EU-Kommissionen. Den startede også som et forslag fra Dansk Folkeparti, som betaling for at stemme ja til regeringens efterlønsreform.
Flere toldere og permanente skure ved grænsen, som var en del af planen, kan dog vise sig at være i strid med det europæiske Schengen-samarbejde.