Sagen mellem Morten Messerschmidt og B.T. så ud til at finde sin afslutning med dagens forlig, der blev offentliggjort klokken 17.00.
Men mindre end tre timer senere blev aftalen brudt af B.T.s chefredaktør. Det mener i hvert fald gruppeformand fra Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl.
- Vi antog, indtil vi så TV-Avisen
kl. 18.30, at Morten Messerschmidt og B.T. havde indgået en aftale. Derfor blev vi
overraskede og chokerede over, at B.T.s redaktør Arne Ullum i TV-Avisen til trods
for det underskrevne forlig fremturede og påstod, at ”Morten Messerschmidt
hyldede Hitler i en kæmpe brandert”, siger Kristian Thulesen Dahl.
- Såfremt Arne Ullum og B.T.
fastholder deres beskyldninger, som de blev fremsat i TV-Avisen, må vi anse
forliget som brudt fra B.T.s side, hvorfor vi desværre ser os nødsaget til at
afvente nærmere afklaring mellem Morten Messerschmidt og B.T., siger gruppeformanden.
Avisen.dk arbejder på at få en reaktion fra B.T.s chefredaktør, Arne Ullum.