Det lille æble vil storme ind i danskernes hjerte atter en gang. Specielt mandens hjerte vil blive ramt, vurderer nyhedsredaktør Henning Rasmussen fra magasinet Komputer For Alle.
Han er netop nu draget til Europas største teknikmesse i Berlin, IFA, for at se, hvad der kommer til at blive hipt hos den danske forbruger i de kommende måneder.
"Hvis Apple når at få deres iPad ud på det danske marked inden jul, er jeg sikker på, det bliver det helt store hit. Her er der spækket med underholdning primært til de mandlige medlemmer af husstanden, og jeg er faktisk sikker på, at mange mænd vil blive grumme skuffede, hvis de ikke finder en iPad under træet," lyder vurderingen fra Henning Rasmussen til Newspaq.
En anden ting, som virkelig er på vej frem, er den ekstra billeddimension. Vi skal til at se hele verden i 3D, og det varer ikke længe, før alle billeder har fået dybde.
"Det helt store tema på dette års messe er 3D. Alle producenter har 3D-fjernsyn, 3D-skærme samt 3D-computere. Panasonic har endda vist et 3D-videokamera til almindelige forbrugere," forklarer han.
Opfordringen fra Henning Rasmussen er enkel. Hvis du som kvinde på sigt vil sikre dig en lind strøm af pelse og dyre smykker, er det med at begrave gemalen i tekniske himstregimser og gadgets.