Det er aldrig sket før, at DR vælger at sende 'X Factor' to gange på samme aften.
Men det gør kanalen på fredag.
Årsagen er, at sang-showet bliver sendt samtidig med, at håndboldlandsholdet skal spille VM-kamp - en kamp som konkurrenten TV 2 sender.
Og eftersom danskerne er mindst lige så vilde med Ulrik Wilbek og Co., som de er med Thomas Blachman, så vælger DR altså at genudsende 'X Factor', når kampen er slut.
"Det er ikke den optimale løsning, men vi vil gerne bakke den håndboldglade nation op og sørge for, at de også kan se 'X Factor'," siger DR's kanalchef Birgitte Fredsby ifølge politiken.dk.
Bold-entusiasmen har da også allerede drillet DR's programflade.
Kanalen valgte nemlig søndag at flytte serien 'Lykke' til senere på aftenen, fordi det danske hold skulle spille mod Argentina klokken 20.00.
Seertallene understreger, at utrolig mange seere er vilde med herrehåndbold.
Hele 2,2 millioner seere så søndagens kamp mellem Argentina og Danmark. Det gør den ifølge netavisen til den mest sete sportsbegivenhed siden 1998.
Kilde: Politiken.dk.