Nogle sange sætter sig bare direkte i hjernen. Og så popper de op med jævne mellemrum og kræver at blive nynnet.

For tiden er rigtig mange danskere hjemsøgt af Sys Bjerres stemme, der synger: »Hva’ sååå, er vi så enige om, at deeeet - var sidste gang, du fucked med mig.«

Sangen ’Malene’ har hærget radiobølgerne denne sommer, og forsker i musik og psykologi ved Aalborg Universitet adjunkt Nicolai Jørgensgaard Graakjær fortæller, at den har alt, der skal til for at gå direkte i hukommelsen. Sangen har nemlig flere kroge, som det hedder på fagsprog. Krogen kan være en anderledes sproglig vending, en særlig lyd eller en fængende melodi.

Og sangen om Malene kører også rundt i hans hoved.

Masser af dårlige sange

Alle mennesker får i større eller mindre grad sange på hjernen. Det skyldes primært, at vi konstant omgiver os med støj, der kommer fra tv, radio eller anlægget. Når der så er stille, vil hjernen hjælpe os ved at genskabe den støj, vi er vant til.

Men ofte kan man ikke engang lide den sang, man får på hjernen.

»Hukommelsen skelner ikke mellem god og dårlig musik. Den skelner kun mellem det let genkendelige og alt det, der er mere besværligt,« forklarer Nicolai Jørgensgaard Graakjær.

»Derfor er du ikke selv herre over, hvilke sange du får på hjernen. Hvis sangen har en tydelig krog, og du har hørt den tilpas mange gange, skal hjernen nok huske den.«

Men kan man ikke slippe for sangene?

»Det kræver, at man ikke konstant omgiver sig med støj. Hvis man dropper at høre musik til cykelturen, opvasken og avislæsningen, vil hjernen på længere sigt være tilbøjelig til ikke at skrue op for en eller anden sang, bare fordi der mangler støj. Men det er jo ikke ligefrem en livsfarlig lidelse, så spørgsmålet er, om man overhovedet skal gøre noget ved det,« siger Nicolai Jørgensgaard Graakjær.