Torsdag morgen og formiddag har mange københavnere oplevet, at de måtte trække deres cykel afsted eller - hvis det var muligt - køre med tre kilometer i timen i en meget lang slange.
Den dalende sne spænder nemlig ben for en god snerydning, og det har betydet, at cykeltrafikken også har - bogstaveligt talt - stået i stampe.
"Normalt rydder vi først, når det er stoppet med at sne, for cykelstierne fyger hurtigt til igen. Det har sneet hele natten og også op af formiddagen, men vi gik faktisk allerede i gang klokken klokken 6 i morges med at rydde og salte på cykelstierne," siger Kim Sørensen, der er leder af Københavns Kommunes vintertjeneste.
"Alt er ude at køre. På cykelstierne betyder det 22 mellemstore traktorer," fortæller han.
Men langt fra alle cyklisterne skal forvente at kunne få et kig til asfalten inden for de næste timer.
"En cykelsti-rute er omkring 30 kilometer, og det tager cirka seks-otte timer at rydde den. Og man kan jo være uheldig, at man skal cykle på den sidste del af en af vores 22 ruter," siger Kim Sørensen.
Cyklisterne kan så glæde sig over, at den salt, kommunen stadig har på lager, bliver brugt på dem.
"Vi mangler stadig salt, så vi sparer. Vi prioriterer at salte på cykelstierne og bruger i stedet grus på vejene. På tirsdag får vi 1.800 ton ny salt - men derefter ved vi ikke, hvornår vi igen kan få salt," fortæller han.
Vintertjenesten starter med at rydde og salte de mest befærde cykelstier først - det er for eksempel Nørrebrogade og H.C. Andersens Boulevard.
Men det er en kamp mod snemasser, som er svær at vinde.
"Denne sæson er rigtig slem. Jeg har faktisk ikke oplevet noget værre siden tilbage i 1981-82," siger Kim Sørensen.
Foruden de 22 traktorer på cykelstierne er der 99 mellemstore traktorer, der kæmper med at rydde hovedstadens veje for sne. Derudover er 35 traktorer og 3 ladvogne i gang med at rydde fortove, så gående københavnere også har en chance for at komme frem i det hvide januarvejr.