Ethvert fornuftigt menneske kan forstå, at der er stor forskel på at
drive en medievirksomhed og at styre en projekt-økonomi for et stort
byggeprojekt.
I DR har vi rigtig godt styr på medievirksomheden, og vi
har nu i mange år været den danske medieinstitution, som flest danskere
benytter dagligt - og det er gang på gang blevet konstateret, at DR er
den af alle danske medievirksomheder, som samlet set har den højeste
troværdighed og kvalitetsvurdering.
Det er en vurdering, som man ikke
kommer sovende til! Så er det også korrekt, at DR i onsdags måtte
varsle nye budgetoverskridelser for DR Byen. Resultatet af en
handlingsplan - igangsat i september sidste år - fastslår, at DR Byen
nu samlet set vil koste 4,7 milliarder kroner.
Dette pris-estimat
bygger på en meget grundig redegørelse - gennemført af nye friske folk
i DR s ledelse.
Vi har grund til at tro, der ikke kommer flere
overskridelser af DR Byens byggeri. DR er først og fremmest en
medievirksomhed. DR en endog en meget veldrevet medievirksomhed, som
gennem årene har forøget produktionen af programmer og tjenester
astronomisk.
DR må sige at have fokus på kernevirksomheden og en
rettidig brug af licensmidlerne. DR har respekt for den opgave, vi har
i det danske samfund. Det opleves og mærkes hos alle de danskere, som
bruger os hver dag. Det kan kun være fordi, DR har en grundlæggende
troværdighed og tillid hos danskerne.