Den 21-årige dansk-tyrker AC er onsdag ved retten i Sarajevo blevet idømt en langvarig fængselsstraf for at have planlagt et terrorangreb mod et ukendt mål i Europa.
AC blev idømt 13 år og fire måneders fængsel, mens den hovedtiltalte svensk-bosnier Maximus er blevet idømt 15 år og fire måneders fængsel. Det oplyser TV 2.
21-årige AC fra Hvidovre var sammen med den 19-årige Maximus og to bosniske mænd tiltalt for planlægning af bombeterror mod et ukendt europæisk mål. De fire mænd har hele tiden nægtet sig skyldige. Sagen er nært forbundet med Glostrup-sagen, hvor fire unge mænd fra København i Østre Landsret er tiltalt for at have hjulpet med planlægningen af den ukendte terrorhandling.
Maximus har af politi og anklagemyndighed været anset som bagmanden bag terrorplanerne. Maximus og AC blev anholdt i oktober 2005 i en lejlighed i Sarajevo med 20 kilo sprængstof, et selvmordsbælte og en lyddæmpet pistol.