Danskerne har taget budskabet om sammenhængen mellem lavere selskabsskat og øget konkurrenceevne til sig.
Det viser en meningsmåling, som analysevirksomheden Norstat har udført for den liberale tænketank Cepos.
1.000 personer er for nylig blevet spurgt om, hvorvidt de synes, det er en god idé at sænke selskabsskatten for at skabe investeringer og vækst i dansk økonomi.
Og 54 procent af vælgerne svarer ja til, at de mener, det vil være en god idé.
"For mig at se afspejler målingen, at folk bruger deres sunde fornuft, som tilsiger, at når man sænker skatten på investeringer, så får man flere investeringer, og når man sænker skatten for erhvervslivet, så forbedrer man konkurrenceevnen," siger cheføkonom i Cepos, Mads Lundby Hansen, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Målingen kommer midt i finanslovsforhandlingerne på Christiansborg.
Og den liberale tænketank foreslår da også, at regeringen og forligspartierne at sænker selskabsskatten med tre procentpoint.
Hullet i skattekisten kan så dækkes ind ved, at regeringen i de næste to år dropper væksten i det offentlige forbrug på en halv procent - og i stedet finder tilbage til nulvæksten, foreslår Cepos.
"Går man tilbage til nulvækst, fås en budgetforbedring på fem milliarder kroner. Det kan finansiere en sænkelse af selskabsskatten med tre procentpoint. Herudover kan der skæres i erhvervstilskuddet, og det kan bringe satsen yderligere ned," siger cheføkonom Mads Lundby Hansen.