I går fremlagde regeringen et forslag, der skal ændre lukkeloven markant. Men et bredt flertal af danskerne vil shoppe, når de har lyst og er klar til at tage skridtet fuldt ud.
To ud af tre vil helt af med lukkeloven. Det viser en undersøgelse, som Gallup har lavet for Berlingske Tidende.
"Forbrugerne ser det ikke som deres opgave at holde liv i små butikker. Det må de små butikker selv sørge for. Forbrugerne vil have frihedsgrader i deres handlemønstre, og derfor kommer vi heller ikke til at se tomme butikker om søndagen," mener Søren Askegaard, der er professor i forbrugeradfærd ved Syddansk Universitet.
Og allerede fra næste år bliver der flere søndage til at handle ind. Efter nytår begynder udfasningen af den nuværende lukkelov, og i 2012 er den helt væk.
Kun hver femte vil beholde lukkeloven.
Danskerne bekræfter dog ikke de mange små købmænds frygt om, at en afskaffelse af lukkeloven vil betyde butiksdød.
Kun tre procent forventer, at de vil handle mindre i deres nærmiljø uden lukkeloven, mens 82 procent mener, de vil fortsætte med at handle de samme steder.