Kun en ud af tre danskere mener, at Dronning Margrete skal fortsætte som regent, når hun næste år fylder 70.
Hun skal i stedet gå på pension, og overlade tronen til kronprins Frederik. Det viser en meningsmåling foretaget af Gallup for B.T.
76 procent af danskere i meningsmålingen mener, at Kronprins Frederik nu er klar til at overtage posten.
Det overrasker ikke historiker og kongehusekspert Steffen Heiberg.
"Folk tænker på deres egen hverdag, når de svarer. I deres verden går man på pension som 70-årig. Men regentjobbet er ikke en almindelig stilling - det er en institution," siger han.
Dronningen har dog tidligere afvist at stoppe i utide med alder som eneste begrundelse.