Danskernes alkoholtørst er for første gang i årevis faldet til et rekordlavt salg.
I 2009 drak vi i gennemsnit 20 procent mindre spiritus i de tre første kvartaler end året før. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Bryggeriforeningen melder om et fald i ølsalget for hele året på 8 procent, mens vinimporten i første halvår dykkede med 14,5 procent.
Mens detailhandlen er ked af et mindre salg, glæder det Sundhedsstyrelsens alkoholekspert, Kit Broholm.
"Ingen ved med sikkerhed, hvorfor forbruget falder. Men det skyldes formentlig danskernes voksende fokus på sundhed og livsstil. Stadig flere bliver
opmærksomme på alkoholens fysiske og sociale skadevirkninger og på det problematiske i at have et højt alkoholforbrug og samtidig opretholde en travl hverdag
med job og familieliv," siger hun til Jyllands-Posten.
Dansk Supermarked og Coop mener dog ikke vi drikker mindre, men køber mere gennem grænsehandlen.
Men hos grænsehandelsforeningen, IGG, siger informationsdirektør, Erik Holm Jensen, at de ikke har nogen statistik, der viser, at de har overtaget salget.
Og når de danske supermarkedsmastodonter græder over et lavere salg, er det på grund af manglende konkurrence i Danmark, der får os til at købe i blandt andet Tyskland og Sverige, hvor der kan spares mange penge på alle slags varer, siger han.
"Danskerne er mindst lige så kloge som andre EU-borgere. De følger nøje med," siger Erik Holm Jensen til Newspaq om de danske priser.
Og når det handler om, om der sælges mindre i Danmark, og mere i Tyskland, kan Coop og Dansk Supermarked ikke konkludere på grænsehandlen, mener han.
"Det er jo en forbrugsundersøgelse på det danske marked, man skal have, for at sige, hvad der er korrekt," siger Erik Holm Jensen, fra grænsehandelsforeningen, IGG.