Statskassen skal polstres efter flere års underskud, derfor indgår vi store reformer.
Sådan lød det fra Christiansborg, da regeringen med støtte fra de borgerlige i juni vedtog først en skattereform og siden et forlig om førtidspension og fleksjob.
Men danskerne tvivler på, at reformerne overhovedet batter, viser en meningsmåling foretaget af Wilke for Avisen.dk.
Blot hver femte siger, at de hårde beslutninger i høj eller meget høj grad styrker dansk økonomi. Over 65 procent mener, at reformerne hverken gør fra eller til.
Skattereformen styrker ifølge Finansministeriet årligt den offentlige saldo med 2,7 milliarder kroner. Reformen af førtidspension og fleksjob giver, når den er fuldt indført i 2020, små to milliarder i statskassen.
Socialdemokraterne: Virak skyggede for indholdet
Socialdemokraternes fungerende politisk ordfører, Benny Engelbrecht, fastholder, at reformerne er vigtige for statskassen, men påpeger, at reformer altid bliver mødt med en vis skepsis i befolkningen.
Men særligt al virakken om skattereformen har været med til at sløre for reformernes betydning.
"Store dele af pressedækningen handlede jo om, hvem der egentlig gik med i især skattereformen. Så når avisspalterne bliver fyldt med skriverier om det politiske spil, så er der naturligvis mindre plads til det politiske indhold," siger han.
Engelbrecht vil derfor, når reformerne efter sommerferien skal stemmes igennem Folketinget, gøre sit til, at den offentlige debat kommer til at handle mere om indholdet af reformerne.
Venstre: Folk ved godt, at det er små reformer
I Venstre undrer det ikke, at danskerne er skeptiske.
"Det er jo ikke reformer, som er kæmpe, kæmpe store. De har et relativt lille omfang historisk set. Ikke at de er ubetydelige, men hvis du f.eks. tager genopretningspakken, dagpengereformen, tilbagetrækningsreformen, så gav det jo til sammenligning 47 milliarder kroner," siger politisk ordfører Ellen Trane Nørby (V).
Hun peger samtidig på, at undersøgelsens resultat hænger sammen med danskerne generelle mistillid til Thornings hold.
"Samtidig har vi en regering, der på en lang række andre punkter skader dansk økonomi. Jeg tror danskerne kan se, at man er nødt til at se tingene i en sammenhæng," konstaterer hun.
Regeringen har indgået to brede politiske aftaler om skat og fleksjob og førtidspension i juni måned.
Tror du på, at det styrker dansk økonomi?
- I meget høj grad 3,4 pct.
- I høj grad 18,8
- Hverken eller 28,4
- I lav grad 22,4
- Slet ikke 14
- Ved ikke 13
Undersøgelsen blev foretaget på internettet blandt 437 repræsentativt udvalgte danskere.
Usikkerheden er cirka plus/minus tre procent.
Kilde: Wilke