Kampene var de hårdeste, danske styrker har oplevet siden 1864.

Her fortæller de danske soldater for første gang historien om livet i Camp Shit Hole . Om at skulle dukke sig for kugler og granater fem gange dagligt. Og om at kæmpe for en sag, man efterfhånden ikke forstår.

Alene i talebanland

»Det her overlever vi ikke. Det her overlever vi ikke. Det her overlever vi fandeme ikke.«

Tankerne rammer Dolff som skudsalver, da Mercedez-firehjulstrækkeren rumler ind gennem den lange, mørke basar i Musa Qala, en af de få større byer i den sønderbombede ørkenprovins Helmand i Sydafghanistan, tætpakket med hidsige talebankrigere, der er bedøvende ligeglade med døden.

»De kan ligge overalt i de dybe rum. Vi har ikke en chance, hvis de åbner op for kanonerne,« tænker den 28-årige konstabel Dolff med de store overarme og respektindgydende tatoveringer.

Han er bange. Som han sjældent har været det før. Eneste lyde er motorens ujævne brummen og den stille blafren fra de hvide lagener, der hænger for døre og vinduer for at holde krybet ude. De danser i ørkenvinden. Som de eneste indbyggere i en spøgelsesby.

»Det er det perfekte sted at lave et baghold,« tænker Dolffs delingsfører, premierløjtnant Holst, fra sin plads øverst på jeepen. Fortroppen er ude af syne. Bagtroppen sakker bagud. De tre danske soldater i jeepen er fuldstændig alene i talebanland.

Danskerne gasser op og ruller omsider ind i byens centrum, hvor de finder beskyttelse bag politistationens tunge porte:

»Det her kunne have gået rigtigt galt,« tænker 29-årige Holst med det kulsorte fuldskæg, før han sender en kærlig tanke til kæresten hjemme på Frederiksberg.

»Welcome to fucking paradise«

Miraklet er kun et af mange, som han og kammeraterne fra den bornholmske opklaringseskadron skal opleve i byen Musa Qala i Sydafghanistan.

De følgende 35 dage bliver de kastet ud i de farligste kampe, danske soldater har været i siden Slaget ved Dybbøl i 1864. Befærdede landeveje går gennem den strategisk vigtige by, der står højt på Talebans ønskeliste. Derfor vrimler det med talebankrigere, der gerne kaster sig i døden.

Dét ved faldskærmssoldaterne fra den tredje britiske bataljon alt om. De har opholdt sig 58 dage i Musa Qala, og det er dem, danskerne nu skal afløse. I stedet for veltrænede elitesoldater møder de danske soldater en gruppe udmagrede og snavsede vildmænd. De er næsten løbet tør for ammunition og feltrationer.

Én af dem griner henrykt ved synet af de danske afløsere. Hans skæg hænger i beskidte totter, og de lasede bukser er faldet ned om røven. Han stikker Dolff næven og udbryder:

»Welcome to fucking paradise«.

Vejen til Musa Qala

Musa Qala er ikke paradis. De danske soldater får allerede en forsmag på talebankrigernes blodtørst under turen derop et par dage forinden.

Knap har de forladt den trygge militærlejr Camp Bastion, før den danske kolonne af jeeps, pansrede køretøjer og lastbiler får følgeskab af fjender. Eskadronens chef, major Lars Ulslev, får beskeden af sine spejdere:

»Vi har fået hale på. En gruppe pickup-trucks forfølger os et par kilometer bagude,« lyder meldingen.

Lars Ulslev overvejer situationen. Den 35-årige major er kendt for sin ro og sit kølige overblik. Hans erfaring fortæller ham, at Taleban planlægger at overraske danskerne med et storstilet angreb i nattemørket, så han forbereder sine folk på det første møde med Taleban.

Det er nu, det skal vise sig, om de mange tusinde timers træning i de bornholmske bakker kan bruges i virkeligheden.

Danskerne venter i stilhed, mens de i natkikkerter ser otte pickup-lastbiler nærme sig ude i horisonten. Da bilerne er inden for rækkevidde, fyrer danskerne løs. De tunge maskingeværer flænser gennem natten i flere minutter og gennemhuller den ene talebanbil efter den anden. Krigerne i bilerne fortsætter angrebet på de danske soldater til fods.

»Det var satans. De bliver bare ved med at komme. Enten er de modige. Eller også aner de ikke, hvor mange vi er,« tænker Lars Ulslev.

Efter sejren knytter danskerne næverne. Første møde med fjenden gik lige efter planen.

»Dér fik vi sgu sat os i respekt. Vi er nogle fandens karle,« tænker C.F. fra sin plads i Eaglen, et pansret køretøj. Det er første gang, den 23-årige lyshårede overkonstabel er i kamp. Adrenalinet pumper stadig, da kortegen sætter i gang igen.

»Det var en vild oplevelse,« tænker han.

Over radioen kan danskerne høre, at de har vundet Talebans respekt. De danske tolke følger de overlevende krigeres forvirrende indbyrdes samtaler.

»De er som tigre, der skyder på alt,« råber en talebankriger. Et navn, der siden skal forfølge den danske eskadron.

Taleban byder velkommen

Men Taleban er ikke sene til at svare igen. Et par skud afløses af lyden fra en mortergranat, og en byge af kugler sejler fra alle retninger mod politistationens mure. Danskerne besvarer ilden med tunge maskingeværer og tilkalder flystøtte. Efter et par kraftige bomber fra luften dør angrebet ud lige så pludselig, som det var startet.

»Det er sgu alvor, det her. Vi er ikke kommet for at vinde afghanernes hjerter. Vi er kommet for at slås med Taleban. Vi er i krig,« tænker C. F., mens han spejder ud mellem sandsækkene efter fjenden, der er som sunket i jorden.

På forhånd var danskernes opgave i byen »at vinde de civile afghaneres hjerne og hjerte«, men det går hurtigt op for Lars Ulslev og hans folk, at opgaven ikke kan løses. De civile flygter snart ud af byen på grund af kampene, og de danske soldater er lette mål for snigskytter, hver gang de vover sig ud i byen.

I stedet må danskerne bruge kræfterne på bare at forsvare politistationen. Det gør de med livet som indsats. Op til fem gange dagligt angriber talebankrigerne fra de mange huse eller snævre gyder, der omgiver lejren. Hver morgen klokken otte præcis runger de første skudsalver.

»Vi behøver ikke stille vores vækkeure, så præcise er de,« konstaterer Dolff ironisk.

Men danskerne svarer ufortrødent igen. Deres utrættelige indsats vækker opsigt blandt de allierede. Briterne har hidtil opfattet danske soldater som nogle, der sidder på deres hænder og helst undgår kamp. Men de omkring 20 irere, der indgår i den danske styrke, får hurtigt et andet billede:

Danskerne er ikke bange. De har gode våben og er dygtige soldater.

Hverdag i Camp Shit Hole

23-årige Anika med det lange lyse hår ligner ikke en elitesoldat. Det ved hun godt. Derfor er hun ekstra opsat på at bevise, at hun er god nok. Som lejrens eneste kvinde insisterer hun på, at hun ikke skal have særbehandling.

Der er dog en enkelt ting, hun godt kunne unde sig selv midt i Musa Qalas helvede af støv og varme: creme fraiche. Bare et lille bæger.

»Det er det første, jeg vil købe, når jeg kommer hjem,« lover hun sig selv uden helt at forstå, hvorfor et almindeligt mælkeprodukt nærmest bliver en besættelse for hende.

Anika er dog ikke alene om at savne de mest ordinære danske hverdagsgoder. Da lejren får tilsendt flere hundrede liter koldskål fra Danmark, er der rift om de hvide dråber.

»Tænk, at koldskål kan smage så godt,« snakker Dolff og kammeraterne om.

Ellers er der ikke meget at glæde sig over i »Camp Shit Hole« (camp lortehul, red.) som briterne har døbt lejren. De høje mure består af størknet møg fra dyrene, bag et par lave trædøre finder man latriner og brusebad, og inde i lejrens midte har en klynge grønne buske fået lov at vokse for at holde på sandet, der kryber ind overalt. De få bygninger huser politistationen, arresten samt danskernes hovedkvarter.

Major Lars Ulslev gør, hvad han kan for at holde humøret oppe.

»Find på 10 gode ting ved at være i Musa Qala,« siger han en dag til soldaterne, der kaster sig over opgaven med stor energi.

Mange af de underholdende svar handler om de afghanske politibetjente, som danskerne har til opgave at beskytte, men som vækker hovedrysten blandt de blege nordboer.

Betjentene ryger dagligt hash og opium. De har en lemfældig omgang med deres skydevåben, og så dyrker de en højst usædvanlig tradition hver torsdag aften: De lægger makeup og har sex med hinanden.

Danskerne ser forvirrede til fra deres poster, mens de afghanske mænd, anført af politimesteren Coco, har sexorgier på politistationen.

Det tilbagevendende optrin får en af danskerne til i spøg at foreslå »torsdagsslik med Coco« som én af de 10 bedste ting ved Musa Qala.

Også de afghanske mænds nysgerrige blikke når soldaterne går i bad, undrer danskerne. Det får en anden til at foreslå, at én af de 10 bedste ting ved Musa Qala er, at der »altid er en livredder i badet«.

Efterhånden udvikler soldaterne en morbid humor for at kapere de ensformige dage med angreb efter angreb. De jubler højlydt, da en britisk finskytte rammer en talebankriger på næsten en kilometers afstand. Han vælter omkuld i græsset langt borte. Jublen er svær at forstå for dem derhjemme, det ved soldaterne godt. Men når man er i krig, styrker det moralen, når fjenden dør.

»Det er mig eller ham,« som Dolff udtrykker det.

Soldaterne vender sig langsomt til den hvislende lyd fra mortergranater eller smældene fra kalashnikov-geværer. Byens utrænede talebanfolk rammer elendigt, så det er en smal sag for danskerne at undgå skuddene og efterfølgende svare igen med et tæppe af maskingeværsalver.

Måske er det derfor, at soldaterne lidt efter lidt slækker en anelse på sikkerheden. De er mindre opmærksomme efter skikkelser på hustagene. Og de lægger af og til hjelmen fra sig i ørkenheden, når de er på vagt.

Det skal vise sig at koste dyrt. Dygtige snigskytter fra Pakistan er nemlig i al hemmelighed ankommet til Musa Qala.

En kugle i kraniet

Det begynder egentlig bare som et af de sædvanlige daglige angreb. Men noget er anderledes denne onsdag i august. Efter de første skud lyder der desperate råb oppe fra en af udsigtsposterne.

»Medic, medic!«

Råbet på en læge samler danskerne, som spejder ængsteligt mod udsigtsposten. En gruppe soldater bærer sergenten Morten ned fra taget på en båre. Hans baghoved er sølet til af blod. Kuglen fra snigskytten har smadret bagsiden af hans kranium.

Morten lægges ind på det lille felthospital, og det dybe sår forbindes, mens lægerne kæmper for at holde ham ved bevidsthed. Hans feltseng farves rød af blodet.

Inde i kontrolrummet kalder officererne efter en britisk helikopter, som skal bringe Morten til Camp Bastion. Reglen er, at en såret skal evakueres og have lægehjælp inden for en time. Men briternes svar chokerer major Lars Ulslev.

»Vi kommer ikke. Han kan ikke reddes med sådan en skade. Vi kan ikke risikere en helikopter for en mand, der ikke kan overleve,« lyder det fra Royal Air Force.

Rygterne siver ud af kontrolrummet, mens minutterne bliver til timer. Lader briterne os i stikken? Skal Morten dø, fordi englænderne er nogle kujoner? En gruppe soldater henvender sig direkte til major Lars Ulslev.

»Hvorfor skal vi sætte livet på spil, hvis vi ikke får hjælp, når vi bliver såret?« spørger de.

Ulslev kender ikke svaret. Han forsøger igen og igen at overtale briterne, men svaret er og bliver nej.

Kort inden Mortens håb slukkes, får danskerne hjælp fra uventet kant. Amerikanerne i Afghanistan har lyttet med på radiodiskussionen mellem danskerne og briterne. Og de har tilfældigvis en Black Hawk Helikopter i nærheden.

»Vi henter jeres mand,« lyder amerikanernes besked.

En time senere bæres Morten ud af lejren og op i helikopteren, der forsvinder i støvsky. Han overlever, men med svære mén.

Den blodige feltseng

Episoden bringer danskerne tilbage til Musa Qalas blodige virkelighed. De vover sig ikke længere ud af lejren på patrulje. Fremover spejder øjnene konstant efter fjender. Og hjelme er påbudt.

De stadig mere nærgående skud skræmmer danskerne. Nogle bliver apatiske, andre stressede. Enkelte bider af kollegerne.

»Hvad skal vi i det hele taget her? Gør vi overhovedet en forskel?« spørges der om i krogene.

Selv de mest hærdede soldater mærker presset. En nat drømmer Dolff om sin sårede kammerat Mortens feltseng. Den står midt ude i den bornholmske natur, hvor han går tur med sin datter. Han prøver at få hende til at kigge væk og gå videre. Da han vender sig om, står sengen stadig inde i krattet. Den er smurt ind i blod.

»Det er vel min hjerne, der prøver at bearbejde det, så jeg kan komme videre,« tænker han.

De korte telefonsamtaler med familie og venner derhjemme bliver mere og mere uvirkelige. Anika afbryder sin bedste veninde, der ævler løs om sin nye sofa.

»Jeg kan simpelthen ikke sætte mig ind i hendes hverdag, når kuglerne flyver om ørerne på mig,« tænker Anika.

Efter fire uger i Musa Qala er C.F. s grænse ved at være nået. Han begynder at opholde sig mellem hjulene på det pansrede sanitetskøretøj, når han ikke er på vagt eller skal løse andre opgaver. Kun her føler han sig nogenlunde sikker.

»Jeg har det sgu ikke så godt længere. Nu må afløsningen gerne snart komme,« tænker han.

Aldrig mere Musa Qala

Den rutinemæssige afløsning kommer som planlagt sidst i august. 300 britiske og baltiske soldater er ankommet for at hjælpe danskerne ud – og de britiske afløsere ind. Helikoptere overvåger husene, og elitesoldater jager talebanfolkene ud af det grønne område, der omgiver byen.

Dolff dukker nakken ned bag jeepens beskyttelse, mens den danske kolonne drøner ud gennem basaren.

»Det kan sgu lige passe, at jeg skal dø på vej ud efter at have overlevet 35 dage i det her lortehul,« tænker han.

Først da det lette køretøj når bjergpasset øverst i dalen, falder pulsen. Heroppe er de omsider i sikkerhed fra Talebans snigskytter.

Dolff og Holst kigger for en kort stund tilbage mod den tomme by. De hvirvlende sandskyer fra briternes helikoptere danser om de forladte huse. Som de eneste indbyggere i en spøgelsesby.

»Kig engang, det her kommer I ikke til at se igen« siger Holst.

Fortællingen om Musa Qala er skrevet på baggrund af interview med seks af de danske soldater, der var med på missionen. Soldaternes fulde navne er redaktionen bekendt, men de har ikke ønsket deres navne offentliggjort. Desuden bygger fortællingen på situationsrapporter fra Forsvarsstaben samt bogen 3 Para af forfatteren Patrick Bishop.