En dansker ansat i en international organisation blev mandag evakueret fra Tchads hovedstad efter hårde kampe mellem oprørere og regeringen i landet. Det oplyser Udenrigsministeriet.
- Vedkommende blev hjulpet ud i dag i samarbejde med franskmændene i landet, siger kontorchef i ministeriets borgerservice Uffe Wolffhechel.
Udenrigsministeriet har kendskab til seks andre danskere, der befinder sig i det urolige land i øjeblikket. Ingen af de seks bor dog i hovedstaden N’Djamena, hvor kampene har været værst. Udenrigsministeriet har været i direkte eller indirekte kontakt med de fleste af dem. Og ingen af dem lader til at være i problemer, selvom tusindvis af indbyggere er på flugt på grund af kampene mellem oprørerne og regeringen.
- De befinder sig ikke i hovedstaden, og vi har ingen grund til at tro, at de ikke er i god behold, siger Uffe Wolffhechel.
Danmark har ikke en ambassade i Tchad, men samarbejder med den franske ambassade i landet. Den tidligere kolonimagt har 1.500 tropper i landet og har stået for evakueringen af udlændinge de seneste dage. Danskere i landet opfordres til at tage kontakt til det danske Udenrigsministerium eller til den franske ambassade i Tchad.