Danske vagtfolk vil ikke længere finde sig i grov chikane og smadrede biler, når de kører på opgave i landets mest belastede boligkvarterer.
I nat blev en bil fra landets største sikkerhedsfirma G4S smadret, mens den holdt parkeret på det Indre Nørrebro.
3.000 danske vagtfolks fagforening har nu hasteindkaldt til et møde med arbejdsgiverne i Dansk Industri for at drøfte et krav om at få politieskorte i Tingbjerg og Mjølnerparken i København samt Vollsmose i Odense og Gellerupparken i Århus.
"Vi har til dato i år haft ca. 25 vagtbiler, der er blevet smadret. Og nu tør vi ikke stå inde for, at vores 3.000 medlemmers sikkerhed kan være bevaret, når de bevæger sig rundt i de områder," siger formanden for Vagt- og Sikkerhedsfunktionærernes Landssammenslutning (VSL) til Nyhedsbureauet Newspaq.
Halvdelen af vagterne har været udsat for trusler eller vold i forbindelse med arbejdet i løbet af de sidste fire år. Nu skal vagterne i det mindste have beskyttelse i de områder, hvor de oplever mest chikane, siger formanden.
"Vi har både medlemmer, der kører på tyverialarmer, og vi har værditransporter, der kører i de områder. Nogle gange er begge dele kun betjent af én mand. Der vil vi have en langt højere sikkerhed. Ligesom ambulance- og brandfolk vil vi have politibeskyttelse i de områder, hvor de får det," siger John Dybart.
Det er op til de enkelte politikredse at vurdere, om de har ressourcer til at give vagtfolkene eskorte, når de kører ind i de belastede boligområder.
Hos Københavns Politi siger informationschef Flemming Steen Munch, at det ikke kan lade sig gøre at garantere vagterne eskorte.
"Hvis der for eksempel er gået en overfalds- eller tyverialarm, og vi vurderer, at truslen er konkret, og der er ressourcer til det, så kører vi med ind. Men det bliver aldrig sådan, at hvis en vagtfunktionær skal ind i Tingbjerg eller andre steder, at vi så kører med generelt som beskyttelse," siger han.
Formand i brancheforeningen Sikkerhedsbranchen, Kristian Durhuus, der også er adm. direktør i landets største sikkerhedsfirma, G4S, mener ikke, vagtfolkene har behov for politibeskyttelse hver gang, de kører ind i Vollsmose eller Tingbjerg.
"Det er for overdrevet. Hvis politiet skal passe på vagterne, hvad skal vagterne så være der for? Politiet burde i stedet udlicitere opgaver som ikke er kerneopgaver til os som sikkerhedsfirmaer, og så bruge alle deres ressourcer på at være synlige i gadebilledet. Jo flere synlige betjente, der er i gadebilledet i det daglige, jo nemmere er det for os andre at operere," siger han.