Der er færre af dem, og de bruger mindre tid på det. Det handler om det sociale netværk, Facebook.
Antallet af danske Facebook-brugere mellem 15 og 24 år er dalet med 9,77 procent over det seneste år, og de tilbageværende bruger 10,7 procent mindre tid på at kommunikere på netværket.
Af rapporten 'Facebook og de unge - 2009-2010' fremgår det dog, at de unge fortsat repræsenterer langt den største andel af brugerne på Facebook. Rapporten, som new media rådgiver Jon Lund står bag, bygger på en analyse af de officielle trafiktal fra FDIM/GemiusAudience.
I august 2009 brugte 439.000 unge mellem 15 og 24 år Facebook, og det var i august året efter faldet til 396.000, hvilket betyder, at 43.000 har droppet sitet. Det skriver Mediawatch.
De unges afvisning af Facebook sker samtidig med, at der ellers generelt er kommet flere danskere på det sociale netværk. 2.416.000 voksne danskere brugte Facebook i august sidste år, mens 2.535.000 læste og skrev kommentarer i august i år.
I øvrigt viser rapporten også, at de frafaldne brugte næsten lige så lang tid som alle andre, før de droppede Facebook. Generelt set er tidsforbruget for de 15-24-årige faldet i forhold til for et år siden - fra 23 til 21 minutter, men de unge bruger fortsat mere end gennemsnitsbrugeren, der er 16,5 minutter på Facebook.