»Cool«, »hva’ så honey« og »fuck dig« er bare nogle af de mange udtryk, danskerne har taget til sig fra engelsk. Og det er ikke kun i dagligdags tale og blandt de unge, at det engelske sprog har gjort sit indtog.
Siden 2003 har engelsk fyldt mere og mere som undervisningssprog på de videregående uddannelser. Det medfører en øget risiko for, at dansk i løbet af få år ikke længere vil kunne betragtes som »et komplet og samfundsbærende sprog.«
Sådan lyder advarslen i et notat, som Dansk Sprognævn torsdag sendte til de kulturpolitiske ordførere på Christiansborg.
»Fortsætter det på den måde, vil dansk ikke længere være et fuldt udstyret sprog. Desuden vil det faglige niveau synke, for hverken lærere eller studerende kan så meget engelsk, at man kan holde niveauet. Tendensen vil forplante sig til gymnasier og folkeskoler. Der er allerede i dag flere skoler, der beder om dispensation til at undervise på engelsk i naturfag, og enhver med omløb i hovedet kan sige sig selv, hvad det vil betyde for niveauet,« siger formand for Dansk Sprognævn og professor Niels Davidsen-Nielsen til Berlingske.
Advarslen kommer lige op til, at Folketinget tirsdag netop skal drøfte sprogpolitik.
Det er Dansk Folkeparti, der har fremsat et beslutningsforslag om forberedelse af en dansk sproglov, så det sikres, at dansk fortsat er det primære sprog i Danmark.
Dansk Sprognævn foreslår politikerne at udarbejde et årligt sprogbarometer, der skal tage temperaturen på det danske sprog, så politikerne har noget at rette sig efter.