Tre danske projekter i Vietnam er midlertidigt suspenderet på grund af mistanke om uregelmæssigheder i finanserne. Det sker som følge af resultatet af en revision, oplyser den Danske Ambassade i Hanoi i en meddelelse.
Det skriver den engelsksprogede netavis Viêt Nam News.
De tre projekter var en del af et dansk researchprogram, der i alt består af fire projekter. Programmet begyndte i 2008 og havde til formål at undersøge klimaforandringer.
Samlet kan der være tale om et misbrug på op til i 3,3 millioner kroner, vurderer ambassaden.
Revisionen har ifølge den danske ambassade konstateret omfatter brug af konsulenter til personlig fordel, overforbrug af interne kreditter og, at regnskaberne ikke stemmer.
Den danske ambassadør, John Nielsen, fortæller dog, at der er etableret et samarbejde med den vietnamesiske regering, for at løse problemet, der er anset for at være et alvorligt brud på reglerne.
- Repræsentanterne fra den vietnamesiske regering har været samarbejdsvillige, konstaterer John Nielsen.
Projekterne blev udvalgt i en proces, hvor det vietnamesiske Ministerium for Videnskab og Teknologis internationale afdeling udvalgte en række projekter. Den Danske Ambassade valgte derfra fire projekter at gå videre med.
Bag de fire projekter står Viet Nam National University, det vietnamesiske Ministeriet for Landbrug og Landdistrikter samt Viet Nam Institute of Science and Technology.
Det vides endnu ikke, hvilke tre af de fire projekter, der er suspenderet.