Danfeltet har suget olie op siden 1970"erne, men nu er pumperne ved at tabe pusten. Fra 2005 til 2007 er Danmarks produktion af råolie faldet med hele 18 procent, viser nye tal fra Energistyrelsen.
»Det bliver stadig sværere at få olien op. Vi skal enten finde nogle nye felter eller finde nye måder at vride olie ud af de felter, vi har,« siger Søren Enevoldsen, kontorchef i Energistyrelsen.
Styrelsen forventer, at Danmark kun er selvforsynende med olie indtil 2025.
Oliejagten går amok
Normalt går olieselskaberne i gang med at bore efter olie nye steder, når de gamle felter bliver tømt. Men prisen på olie er eksploderet, og det betyder, at alle olieselskaber på en gang er gået på oliejagt. De vil alle sammen have fat i boreudstyr, så prisen for at leje en olierig er på få år mangedoblet, forklarer Søren Gath Hansen, koncerndirektør i Dong.
»Der er flaskehalse mange steder, og adgangen til borerigge er knappe. Hvis vi ikke kan bore, kan vi ikke få olie op af jorden. Den store udfordring er, når udstyret bliver forsinket,« siger han.
I halvandet år har Dong nu ventet forgæves på en olierig, som er bestilt. Det er slemt, når der samtidig har været problemer med sand ved borefeltet Syd-Arne.
»Det er aldrig rart ikke at kunne producere det, man regner med,« konstaterer Søren Gath Hansen.
Han er dog optimistisk for fremtiden, for selvom det går sløjt med olien, så forventer Dong stigende indtægter på gas fremover.
Den sidste olie
De seneste år har Danmark klaret sig godt i handlen med udlandet og har haft pæne overskud på betalingsbalancen. Det skyldes især salget af olie, men den gevinst vil langsomt forsvinde, fortæller Bo Sandemann Rasmussen, professor i Nationaløkonomi på Aarhus Universitet.
»Hvis vi havde en stor udlandsgæld, var det problematisk, at olien forsvandt som indtægt. Men det er ikke tilfældet. Vi har brugt oliepengene til at skaffe os af med udlandsgælden,« siger han.
Professoren regner derfor ikke med, at den danske økonomi får problemer, når den sidste dråbe olie er pumpet op.