Birte Flensborg er 72 år og nyder livet som pensionist til fulde.
Da hun for syv år siden sagde farvel og tak til arbejdslivet, sagde hun nemlig samtidig goddag til et liv med masser af frihed og tid til at rejse, læse bøger og slappe af i hængekøjen.
»I påsken var min mand og jeg i Azorerne med vores søn, og vi har også været i Paris og tre uger i sommerhus i år. Det er dejligt, at vi kan gøre, som vi vil,« siger Birte Flensborg.
Og den følelse er hun langt fra alene om. En ny international undersøgelse, som Ældre Sagen har bidraget til, viser nemlig, at danske ældre bliver gladere med alderen.
Faktisk så glade, at pensionister i Danmark ligger helt i top som de mest lykkelige ældre på verdensplan.
Penge og frihed
»Man får mere tid og dermed også mere kontrol over tilværelsen, når man går på pension. Mange føler for eksempel ikke, at de har haft nok tid til deres børnebørn, mens de stadig arbejdede,« siger økonom i Ældre Sagen Jens Højgaard.
Han forklarer, at det hænger sammen med, at de mange ældre i Danmark har penge nok på kistebunden til at kunne nyde friheden i alderdommen.
Fokus på det positive
Undersøgelsen punkterer med andre ord myten om, at gamle mennesker er sure og bitre. Og at nogen fejlagtigt skulle have fået den opfattelse skyldes ifølge sociolog Michael Hviid Jacobsen, at det er længe siden, alderdommen har være forbundet med noget som helst positivt.
»Der har været en tendens til at føre en kamp mod alderdommen, og vi betragter ofte ældre som svage og overflødige. Tidligere havde man stor respekt for ældre mennesker, fordi de havde større viden og mere erfaring,« forklarer Michael Hviid Jacobsen fra Aalborg Universitet.
Han mener dog, at der efterhånden er ved at komme en ny tendens og ser undersøgelsens resultater om lykkelige pensionister og dannelsen af foreninger for ældre som eksempler på, at vi igen fokuserer mere på de positive sider ved at blive gammel.
Selvom Birte Flensborg ind imellem savner kollegerne og arbejdet som bibliotekar, er hun overvejende lykkelig for at have mere tid til børnebørnene og besøg af vennerne på alle tidspunkter af døgnet.
»Jeg er jo lidt af en selskabspapegøje,« siger hun.