Da den syv-dobbelte Tour de France-vinder, Lance Armstrong, næsten snuppede sejren i søndagens triatlon-stævne i Panama i søndags, var der et - for sporten - uhørt stort presseopbud.
Men cykelstjernens skifte fra cykling til triatlon får ikke alle til at juble. Den tidligere top-triatlet Torbjørn Sindballe kræver nu, at Lance Armstrong én gang for alle lægger alle kort på bordet, så dopingspøgelset, som fulgte Armstrong i årevis i Tour de France, ikke følger med ham ind i triatlon.
"Det ville klæde ham at konfrontere sin fortid med total gennemsigtighed. Som en ægte mester. Før han begiver sig ud på nye eventyr i en ny sport," siger Torbjørn Sindballe til sporten.dk.
Sindballe ved godt, at Armstrong formentlig ikke vil lytte til hans opfordring, men det afholder ham ikke fra at kræve rene linjer.
"Jeg er lige så begejstret som alle andre over hans ankomst i sporten. Men det har samtidig sat en række tanker i gang. Hvordan kan vi byde en mand velkommen, der mere eller mindre er den eneste fra sin tid, der ikke har konfronteret cyklingens doping-kultur," siger Torbjørn Sindballe.
Armstrongs ene triatlon-optræden har da også allerede sat gang i doping-spekulationerne. Efter søndagens stævne i Panama, hvor Armstrong uventet sluttede på andenpladsen, blev de tre medaljetagere ganske usædvanligt ikke bedt om at afgive dopingprøver, hvilket allerede har skabt en del spekulationer om doping.
Kilde: sporten.dk