14-årige Sivakumar Vinayagm havde slidt i 15 timer for at lave dansk modetøj, da kontrollører mødte ham.
»Jeg ville ønske, at jeg bare havde fri om søndagen,« fortalte den unge dreng, der som alle på den indiske fabrik arbejdede 89 timer om ugen for godt en krone i timen. De lavede modetøj til de tre danske tøjfabrikanter Fransa, Møller & Co og Claire.
Tøjfirmaerne står nu anklaget for at få fremstillet tøj af unge ansatte under umenneskelige forhold. Oplysningerne stammer fra en rapport fra det svensk finansierede SwedWatch.
Det er ifølge børnekonventionen forbudt at lade børn under 15 år arbejde – og unge under 18 år må kun arbejde få timer dagligt.
»Her arbejdede unge under 18 år ved umenneskelige arbejdstider – selv om natten. Det er ulovligt – og de fik ekstremt lave lønninger for det,« siger researcher Kristina Bjorling fra Swedwatch, der i december besøgte fabrikken.
Fem ansatte fortalte, at der arbejder børn på fabrikken, hvor arbejdsdagen først slutte klokke et om natten.
Fabrikken afviser børnearbejde, men erkender at arbejdstiden er for lang.
»Vi tager rapporten meget seriøst og har kontaktet en arbejdskonsulent,« skriver direktør C. Madhan.
Det lykkedes tirsdag ikke at få en kommentar fra tøjfirmaerne Møller & Co og Claire.
Fransas økonomidirektør, Finn Albertsen, vil undersøge, hvad man har fået fra den indiske fabrikant.
Svært at kontrollere
»Sagen irriterer os grænseløst. Vi har et moralkodeks og går en checkliste gennem med leverandørerne, så vi sikrer os, at de overholder ansattes rettigheder. Men så bryder de åbenbart løfterne, så snart vi er rejst« siger økonomidirektøren fra Fransa med 180 ansatte.
Hos brancheorganisation Dansk Tekstil & Beklædning erkender man, at det er svært at checke forhold i Indien, men man skal lave aftaler mod børnearbejde med sine leverandører.
»Forbrugerne holder op med at købe tøjet, når de hører det,« siger invotionsdirektør Patricia Christensen.