Beskyldningerne mod Dansk Social Hjælp og Børnenes Stemme om svindel og bedrageri bliver mødt med ganske få ord af folkene bag foreningerne, Britt Bartenbach og Ole Hans Jensen.
På en mail svarer Britt Bartenbach, at hun »ingen kommentarer« har til Nyhedsavisens spørgsmål, »som bygger på bevislig løgn fra de fire personer - løgne, som har været fremme før, og som af os er klart tilbagevist,« skriver hun. Britt Bartenbach ønsker imidlertid ikke at tilbagevise beskyldningerne overfor Nyhedsavisen.
I mailen afviser Bartenbach endvidere at kommentere beskyldningerne fra de fire tidligere klienter, da de ikke udtaler sig, »når det drejer sig om personlige sager, hvor vi har tavshedspligt.«
Uenige om fuldmagt
Hun oplyser dog, at fuldmagten fra Gert Tofte Nielsen, der angiveligt er blevet benyttet til at hæve penge fra hans konto, ikke giver foreningen »tilgang til nogen konti af nogen art hos medlemmerne.«
Dette står imidlertid i modsætning til en artikel, der efter Nyhedsavisens henvendelse er blevet offentliggjort af Ole Hans Jensen, næstformand i Dansk Social Hjælp, på hjemmesiden www.npi-news.dk – en hjemmeside, der drives af foreningens bagmænd.
»Ingen penge er hævet i Danmark, uden at dette er foretaget af manden selv - eller ved en skriftlig fuldmagt, som er i hans banks besiddelse og efter nøje aflagt regnskab,« skriver Ole Hans Jensen.
Foreningen indrømmer altså at have hævet penge ved hjælp af fuldmagten. Nyhedsavisen har forgæves forsøgt at få en forklaring på uoverensstemmelsen samt indsigt i det omtalte »nøje aflagte regnskab«.
Foreningens svenske medarbejder, Maya Gilmby, er lige så fåmælt.
Da Nyhedsavisen ringer, afviser hun først at kende Gert Tofte Nielsen, som hun ellers havde boende i en længere periode. Da Nyhedsavisen efterfølgende oplyser, at hendes navn figurerer på flere breve fra Dansk Social Hjælp, indrømmer hun at kende til Gert, men henviser til Dansk Social Hjælp i Danmark for yderligere kommentarer, hvorefter hun lægger røret på.
Foreningerne har hverken ønsket at kommentere beskyldningerne fra Birthe og Per Thomas Pedersen samt Anne Margrethe Mørch eller kritikken fra Brønderslev Kommune og Bisiddernet.