Svenske kvinder rejser i stor stil til Danmark for at blive gravide med donorsæd fra danske mænd.
Det skriver Dagbladet Roskilde.
Forklaringen er, at danske sæddonorer i modsætning til svenske har mulighed for at forblive anonym.
Dermed kan donoren ikke få at vide, hvem der er blevet gravid med hans sæd, og børnene kan ikke senere kræve at få at vide, hvem deres biologiske far er.
Og det tiltaler de svenske kvinder.
- De er bange for, at der pludselig vil opstå problemer, hvis sæddonoren ikke kan forblive anonym. Alene på vores klinik vil jeg anslå, at over 100 svenske kvinder vil modtage fertilitetsbehandling med anonymt dansk sæd i år, siger Kaare Rygaard, der er overlæge på Fertilitetsklinikken Trianglen i København.
De svenske kvinder kan kun blive behandlet på private klinikker mod betaling i Danmark.