Hundredvis af børn over hele verden bliver hvert år født med halvdanske aner.
Af de 1.200-1.500 graviditeter, som sædbanken Cryos hvert år får indrapporteret, er 550-800 udenlandske kvinder blevet gravide med eksporteret dansk sæd. Yderligere 250 udenlandske kvinder er taget til Danmark og her blevet gravide med den danske supersæd.
Det fortæller Ole Schou, direktør i sædbanken Cryos.
Sædbanken er verdens største, som sælger de danske mænds livgivende dråber til over 50 forskellige lande – blandt andre USA, Tyskland og Grækenland. Og de kvinder, der bliver gravide med dansk sæd, kan være sikre på, at sæden er tiptop. Før den bliver solgt, gennemgår den nemlig alverdens sikkerhedsprocedurer.
Kvalitetssæd
»De mange børn, der går rundt i verden med danske aner, er blevet til ved hjælp af dansk sæd af super kvalitet. Sæden skal tjekkes for sygdomme som hepatitis og hiv, og kravene er så strenge, at det kun er omkring 25 procent af sæddonorerne, som bliver godkendt. Men det er nødvendigt for, at den sæden er helt i top,« siger Ole Schou.
Siden 1991 har Cryos registreret omkring 12.000 graviditeter med dansk sæd, og i dag bliver 70 procent af al sæd fra Cryos eksporteret.
Med så mange danske aner i omløb er der risiko for indavl. Derfor registrerer sædbanken alle graviditeter.
»I tyndtbefolkede områder kan det blive et problem, hvis to halvsøskende møder hinanden og får et barn. Riskoen er selvfølgelig større her, end hvis forældrene bor i en storby med 5 eller 10 millioner indbyggere,« fortæller Ole Schou.
På Diers Klinik i Århus nikker indehaver Liza Diers genkendende til, at mange udenlandske kvinder tager til Danmark for at blive insemineret med dansk sæd. Klinikken har kunder fra blandt andet Sverige, Norge, Tyskland og England. Liza Diers tror dog ikke, at det er kvaliteten af de danske mænds sæd, der trækker de udenlandske kunder til, men derimod lovgivningen i de lande, som kvinderne kommer fra. I flere europæiske lande er det forbudt at inseminere enlige og lesbiske.
»Men jeg kan da godt forestille mig, at danske eller nordiske mænd har et godt ry. Danske sædbanker i udlandet slår sig op på, at danske mænd er nogle store, flotte og lyse vikingetyper,« siger hun.