Danmark er gået i stå, når det drejer sig om ligeløn.
En dugfrisk statistik fra HK/Privat viser, at lønforskellen mellem mænd og kvinder i 2008 var på 12,7 procent. I 2011 er lønforskellen på præcis samme niveau.
De nye tal skuffer formand for HK/Privat Simon Tøgern.
"Nu mangler der en lovændring, der i højere grad end i dag forhindrer lønsdiskrimination," siger han til HK/Privat Bladet.
Forbundet har beregnet, at halvdelen af lønforskellen skyldes, at mænd og kvinder har forskellig uddannelse og opgaver.
Den anden halvdel bunder i kønsdiskrimination, skriver HK/Privat Bladet.
"Allerede i 2010 pressede vi hårdt på for at få ligelønsregler ind i overenskomsterne, og i denne her omgang har vi med enkelte undtagelser fået dækket de resterende områder og etableret ligelønsnævn på det private arbejdsmarked. Vi har også sørget for fleksibel barsel og andre ting, der kan udjævne lønforskellen mellem mænd og kvinder," siger Simon Tøgern.
Derudover foreslår han en lovændring, der betyder, at flere virksomheder skal udarbejde en ligelønsredegørelse.