Avisen.dk
Nyhedsbreve | Opret profil | Log ind | Kontakt
Artiklen er skrevet af
Udgivet tirsdag den 6. maj 2008, kl. 13:30
     
Mail artiklen
     
SMS artiklen
     
Print artiklen
     
Add this

Kvinde er Islamisk Trossamfunds nye ansigt

Den danske muslim Bettina Meisner er blevet valgt som ny talskvinde for en af de mest kontroversielle islamiske foreninger i Danmark.

Billedet af Islamisk Trossamfund vil for fremtiden blive tegnet på dansk af en 42-årige dansk skolelærer, som er konverteret til islam og var med til at stifte Islamisk Trossamfund.

Skolelærer Bettina Meisner er en af de to nye talsmænd, som afløser den tidligere talsmand Kasem Said Ahmed, efter at han for nylig gik af, fordi han gik arm i arm til en demonstration formanden for den ekstremistiske organisation Hizb-ut-Tahrir.

Ifølge trossamfundets imam Mostafa Chendid understreger udpegningen, at debatten om islam og danske muslimer har brug for danske talerør.

»Søster Bettina Meisner er en dansk kvinde med dansk kultur. Hun ved, hvordan man taler til det danske samfund og kan forhåbentlig minimere afstanden mellem danskere og muslimer. Det er et vigtigt signal, at der ikke er nogen modsætning mellem at være dansk og muslim,« siger imam Mostafa Chendid om valget af talskvinden.

Den anden talsmand er den 32-årige civiløkonom Imran Shah, som har afghansk baggrund og er født og opvokset i Danmark.

De bliver dermed de første danskfødte talspersoner for Islamisk Trossamfund, som hidtil har været tegnet af arabisk- eller engelsktalende repræsentanter.

Islamisk Trossamfund ramte for alvor den danske debat under Muhammedkrisen i 2005, hvor den nu afdøde imam Ahmed abu Laban blev beskyldt for at optrappe konflikten mod Danmark. Han fik blandt andet kritik for på arabisk at opfordre til en boykot af Danmark, mens han til danske medier fordømte reaktionerne mod Danmark. Abu Laban rejste også tvivl om sine holdninger, da han ikke ønskede at svare på, om al Qaeda-lederen Osama bin Laden er et godt menneske under et interview i DR2 Deadline i 2004.

Den daværende talsmand for Islamisk Trossamfund, Ahmed Akkari, gik af under Muhammedkrisen, efter skjulte TV-optagelser af en omdiskuteret udtalelse, der blev opfattet som en bombetrussel mod politikeren Naser Khader. Abu Laban fungerede herefter både som imam og talsmand frem til hans død sidste år.

Herefter besluttede Islamisk Trossamfund at adskille talsmands-funktionen fra imamen, og Kasem Said Ahmed blev udpeget som talsmand, mens Mostafa Chendid blev den mest fremtrædende imam. For nylig gik Kasem Said Ahmed dog af, efter at han deltog i en Hizb-ut-Tahrir demonstration. Inden da nåede han dog at holde et møde med integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V), som hun siden er blevet kritiseret for.

De nye talsmænd får til opgave at forbedre organisationens omdømme.

»Det er en ny fase. Men ikke en ny ideologi,« siger imam Mostafa Chendid.

06.05-2008 | 14:33 af Henrik Clausen
Jeg bemærker at:

1) De vil ikke overlade posten til en kvinde _alene_.

2) Hun afviser ikke på nogen måde at samarbejde med HuT.

Det skal nok blive underholdende :)
 
06.05-2008 | 14:47 af Lars Nielsen
Usandhederne og useriøsiteten fra Islamisk Trosssamfund bliver jo ikke nødvendigvis bedre fordi man har to talsmænd hhv en mand og en kvinde. Før talte man med to tunger, det spændende at se om de fortsætter med det dvs 4 tunger een på dansk og en helt anden på arabisk og udenbysk.
 
06.05-2008 | 14:48 af Bruce1
En skolelærer med tørklæde, hmmm, hvor neutralt!
 
06.05-2008 | 15:35 af (Slettet bruger)
Kommentar er blevet slettet.
06.05-2008 | 15:46 af Henrik Clausen
Politiken skriver om hende:

"I mange år var hun gift med den nu terrordømte Said Mansour og ifølge venner radikal i sin fortolkning af islam."

Hun kender i det mindste sit fag ud og ind :)
 
06.05-2008 | 15:50 af arnskov
Populärt sagt. Det er ny vin på gamle flasker. Bliver Islamisk trossamfund mere trovärdig af den grund. Jeg tvivler.
 SKRIV KOMMENTAR LÆS DEBATREGLERNE
Du skal være logget på for at kommentere.