Fredag sluttede det danske krigsskib Absalon sig til en international styrke, der skal bekæmpe pirater ud for Afrikas kyst.
Og knap nok var Absalon 'landet' i Afrika, før det blev bevist, at der er brug for det. For anden gang på 10 dage har somaliske pirater nemlig kapret et skib. Denne gang et tankskib med 41 personer ombord.
Ifølge DR skal Danmark lede styrken af krigsskibe fra midten af september. Den internationale styrke, der ud over Absalon består af skibe fra USA, Canada, Frankrig, Tyskland, Pakistan og Storbritannien, blev tilkaldt da piraterne kaprede skibet, men kunne ikke nå frem i tide.